De første år

I 1976 dannede en gruppe forældre Freinetskolen på Valby Langgade. Der var ikke plads til alle interesserede, så året efter dannede en gruppe forældre på ventelisten endnu en Freinetskole i nabolaget, i en tom bygning på Blankavej.
Efter et par år fandt skolen nye lokaler i en nedlagt fabrik på Trekronergade 46 og blev en selvejende institution. 

 

1980´erne

Den lille skole fik vokseværk, og i slutningen af 80´erne tog de første elever deres afgangsprøve på Trekronergade Freinetskole. Det gik heldigvis bedre end vores mangeårige deltagelse i EkstraBladets skolefodboldturnering, hvor vi aldrig er nået længere end til første runde.

I 1989 kunne skolen fejre sit velfortjente 10-års jubilæum.
Tekster og billeder fra jubilæumsfolderen "Giv slip og lad flyve" kommer her på siden snarest.

 

1990´erne

Pionerforældrene, som startede skolen, vinkede sammen med nogle af de "gamle" lærere farvel til skolen i starten af 90´erne. Det var medvirkende årsag til en ændring i forældrekredsen, hvor skolen i højere grad blev tilvalgt som  "den lokale lilleskole" og ikke specifikt på grund af den pædagogiske retning.
Vi blev stadig flere, fra 12-13 børn i hver familiegruppe til 14 og 15, og i Freinets ånd integrerede vi tidens teknik, nemlig PC´erne. 
I 1998 købte skolen stuelejligheden på den anden side af "Kaningården" og etablerede børnehaveklassen Stjernerne. 16 små nye børnehaveklassebørn indviede i august 1999 de nye lokaler, og vi fik hermed en blid overgang fra børnehave- til skoleliv. 

 

Efter år 2000

00´erne var i høj grad ombygningernes årti. Vandgruppen led af pladsmangel og rykkede op på 1. sal, mens Luftgruppen flyttede ned i stueetagen. Lejligheder blev inddraget til skolebrug, Kaningården fik endnu en make-over og blev en dejlig legeplads med faldunderlag, hele skolen fik wi-fi, børnehaveklassen fik dobbelt så meget plads - og så var der alle de almindelige bygge- og vedligeholdelsesarbejder, som løbende forskønner de gamle industribygninger.

Tilskuddene til friskoler blev skåret drastisk ned i en årrække - vi valgte at udvide årgangene til at rumme 20 børn for at opretholde en sund økonomi, og det viste sig at være en god gruppestørrelse, både for børn og voksne. 
Vi ansatte flere lærere og pædagoger, både i skoletid og fritidsordning, så vi stadig har en god normering og også kan rumme børn med faglige og sociale udfordringer.

Det gamle computerrum, som var så fremme i skoene med 10 store PC´ere i 90´erne, var udtjent og blev ændret til et lækkert medie- og undervisningsrum, der ligesom alle andre lokaler nu fik smartboard. I grundskolen og vandgruppen er bærbare computere og iPads en naturlig del af undervisningen, som vi her i 2010´erne afprøver og vurderer løbende. 

Hvad bringer fremtiden?
Vi har masser af visioner - om en grøn og bæredygtig skole med økologisk madordning.
Om en 10.klasse med fokus på outdoor-aktiviteter og faglig fordybelse.
Om at udnytte vores store tagflader til enten solceller eller et boldbur.
Om at blive en mere aktiv og synlig medspiller i lokalsamfundet. 
Men først og fremmest fokuserer vi på at skabe den bedst mulige skole for de børn, forældre og ansatte, som er her lige nu!