Hygges aktiviteter og traditioner

Hver dag tilbydes både en værksteds-aktivitet og en sal-aktivitet i Hygge. Aktiviteterne spænder bredt - eksempelvis værksteder med ler, træ, snitte, papkassehuse, hækle, strikke, hjemmelavet modellervoks, dukkehuse, brætspil, lege og boldspil for de mindste, fodboldturnering, stikbold, bordtennis mm.

Fredag eftermiddag samles alle i Hygge-caféen om et let måltid Hygge-mad, som børnene på skift tilbereder til hinanden. De øvrige dage tilbydes børnene ristet rugbrød om eftermiddagen.

Hvert år ser både børn og voksne i Hygge bl.a. frem til det årlige Middelaldermarked i efteråret, hvor vi efter en intens uge med forberedelse deltager i, og inviterer vores familier til marked på skolen med afsluttende ringrider-turnering. Og ligeså meget glæder vi os til den uhyggeligt hyggelige U-Hygge-fest i foråret, hvor vi spiser sammen, (u)-hygger ved bålet, og overnatter på skolen. Eller den årlige spilturnering, hvor vi bla. dyster i Uno, magnetfodbold, Dobble og kårer en HyggeMester i diverse discipliner.

Vi arrangerer jævnligt ture ud af huset, nogle gange for alle Hygge børn og nogle gange mere målrettet mod bestemte årgange. I efterårs-, vinter- og sommerferien hygger vi ekstra om børnene, når vi får lov at være med dem hele dage. Det er også i Sommer-Hygge, børnene selv arrangerer og gennemfører “Hygge har talent”, og vi også har den årlige tur, hvor vi tager ud i naturen, og overnatter i shelter.

Hygges pædagogiske principper og målsætninger

Fællesskab, relationer, trivsel, nærvær, tillid og tryghed på tværs af grupper og alder er nøgleord for Hygge. Vi arbejder bl.a. med udgangspunkt i at skabe relationer gennem det fælles tredje, nemlig et arbejds-/interessefællesskab. Vores aktiviteter er tilrettelagt på en måde, så børnene udfordres og stimuleres fysisk, kreativt og socialt. Det er målet, at hensyntagen til hinanden er en naturlighed, og udvikling af sociale færdigheder og respekt for hinanden opstår som en forudsætning for samværet, under stadig hensyntagen til fællesskabet såvel som det enkelte barn. I Hygge er børnene vant til at konflikthåndtering er en naturlig del at livet. 

Vi tilstræber at være tydelige voksne, gribe nuet, være nærværende og lydhøre, og have et ligeværdigt forhold børn og voksne imellem. Vi ønsker at møde børnenes egne initiativer i det omfang, det giver mening for både den enkelte og for fællesskabet.

Vi anser det som en af vores fineste opgaver at skabe et trygt rum for udfoldelse af fantasi og fri leg, hvor voksenstyring ikke er vigtigt.

Vi ser forældrene som vigtige sparringspartnere ift. børnenes generelle trivsel og plads i fællesskabet.